Niels Olsen

Niels Olsen

NIELS OLSEN

– kan med et grin der strækker sig fra øre til øre, grine som en flækket træsko – han kan være charmerende, diabolsk og morsom. Dog lurer vanviddet altid! Gennem de seneste år har Niels Olsen udviklet sig til en af landets største og mest charmerende komikere. Han mestrer hele spektret fra revyen over satiren til skuespillet. Han skriver tekster, sange, spiller saxofon – det musikalske går igennem alt, han rører ved.

Med makkeren Thomas Mørk i Cirkus Montebello opdagede folk på Strøget allerede i 80`erne, at denne høje, mørke mand indeholder en masse velsignet galskab. Dette er kun blevet forstærket gennem NIELS OLSEN’s optræden i “Hatten Rundt”, hvor der bliver improviseret, tænkt hurtigt, vildt og overraskende.

NIELS OLSEN er 1/4 af Ørkenens Sønner, hvor det musikalsk-frække bliver dyrket indædt og “fladpandet”. TV er blevet beriget med NIELS OLSEN’s talent; i 1990`erne i rollen som Dr. Dip. Siden fulgte satiren “Den Gode, Den Onde og Den Virkelig Sjove”, han boltrede sig som en fisk i vandet i “TV-Ansjosen”. Sideløbende har han lagt talent til bl.a. Bornholmerevyen og Cirkusrevyen – sidstnævnte som skuespiller, instruktør og tekstforfatter, hvor NIELS OLSEN har høstet store anmelder roser for sin fornyelse af landets største sommerrevy.

Allerede i 1993 blev NIELS OLSEN kåret som Årets revyfund. Modvægten til det gale og det skæve, som han finder i satiren og revyen er arbejdet som skuespiller. Han mestrer underspillets svære kunst, som filmpublikummet fik glæde af i Susanne Biers vidunderlige komedie “Den Eneste Ene” – hvor rollen som neddæmpet køkkenmontør gav ham en Robert-pris. NIELS OLSEN er blevet sammenlignet med alle de store – fra Osvald Helmuth til Dirch Passer – men NIELS OLSEN er mest (og heldigvis!) NIELS OLSEN. Den eneste ene, så at sige, af sin egen slags. Stor nok – og høj nok – til at stå alene.

Admin