Michala Petri & Lars Hannibal

Michala Petri & Lars Hannibal

 

Michaela Petri & Lars Hannibal

Fortryllende fløjtespil

Med en international karriere der spænder over fire kontinenter med mere end tretusinde koncerter og utallige priser, har Michala Petri etableret sig som en af de fineste instrumentalister i dag. Hendes musikalitet og virtuositet har glædet og begejstret publikum overalt i verden.

Michala Petri, der er født i 1958, begyndte at spille blokfløjte som 3 årig, og havde sin debut i Tivolis Koncertsal som 11 årig, samme år som hun begyndte at studere hos professor Ferdinand Conrad på “Hochschule für Musik und Teater” i Hannover. Siden da har hun tourneret i Europa, USA, Canada, Israel, Australien og det fjerne Østen, og hun er i dag en hyppig gæst på verdens førende festivals og koncertsale.

Hun har arbejdet sammen med musikere som Heinz Holliger, Pinchas Zukerman, James Galway, Salvatore Accardo, Maurice André, Keith Jarrett, Christopher Hogwood og Claudio Abbado, og med mange af verdens førende kammer- og symfoniorkestre. Michala Petri`s repertoire spænder fra den tidlige barokmusik til moderne kompositioner, og mange komponister, både herhjemme og i udlandet, har skrevet musik specielt til hende. I mange år har Michala Petri også interesseret sig for blokfløjte/guitar kombinationen, og hun har tourneret med bl.a. Göran Söllsher, Kazuhito Yamashita og Manuel Barrueco. Siden 1992 har Michala Petri dannet duo med sin mand, guitar- og lutspilleren Lars Hannibal, som hun har tourneret med i Europa, Japan og USA, og med hvem hun foreløbigt har udgivet CD´erne “Souvenir”, “Air” og senest “Kreisler Inspirations” med romantiske transskriptioner for blokfløjte og guitar, inspireret af Fritz Kreisler.

Michala Petri`s pladeselskab har siden 1987 været BMG/RCA Red Seal. I 1997 fik hun tildelt den tyske Grammy, “Deutscher Schallplattenpreis”, for sin indspilning af Vivaldis blokfløjtekoncerter med “Moscow Virtuosi” under ledelse af Vladimir Spivakov. Af seneste udgivelser kan nævnes en CD med musik af Bach og Telemann, med “Berliner Barock Solisten”, som består af musikere fra Berliner Filharmonikerne, samt “Scandinavian Moods”, med London Philharmonic Orchestra. På dette album med populære skandinaviske værker medvirker også barytonsangeren Bo Skovhus og bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen. Af seneste udmærkelser kan nævnes, at Michala Petri i 1995 blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, i 1996 blev Æreshåndværker i Haandværkerforeningen i København og i 1997 blev indstillet til Nordisk Råds Musikpris. I 1998 modtog hun Wilhelm Hansen Fondens hæderspris, samt H.C. Lumbye prisen for sit arbejde med at bringe den klassiske musik ud til et bredt publikum. I juni år 2000 modtog Michala Petri Léonie Sonnings musikpris.

Michala Petri´s seneste CD med musik af Thomas Koppel modtog Danish Music Award´s pris for bedste Orkester CD 2006. Ligeledes vandt den prisen for Årets Bedste Klassiske CD.

Admin