Flemming Jensen
FLEMMING JENSEN
– UNIK KOMIK !
Så kort kunne man betegne denne herlige og humørfyldte skuespiller. Flemming Jensen er ordets trold. Han vender på en tallerken, griber en bold i luften, målretter sine shows efter forudgående breafing med arrangøren, så oplevelsen bliver optimal.
Flemming Jensen synger, spræller, tryller og vitser, så det er en fryd. Hans monologer er selvfølgelig selvskrevne, der gør, at stoffet rammer som det skal.
Flemming Jensen har været med til at grundlægge genren som vi kender den i dag, ved at gå i front med med en stribe af forskellige shows og optrædender, der har dannet skole – f.eks. ´Jensen Tonajt´. Mange af nutidens unge stand-up komikere holder Jensen i høj anseelse, fordi han også var en af de første der begyndte at benytte nogle af stand-up genrens klassiske virkemidler i sine shows. Med en timing i verdensklasse, et særligt blik for nuancer, et blik for at finde eller selv skrive den gode tekst samt et konstant højt niveau i samtlige sine optrædender har Flemming Jensen placeret sig selv som en af de allerstørste entertainere gennem tiderne i dansk showbusiness.
Flemming Jensen har dog altid insisteret på at være alsidig, og har således begået sig i stort set alle genrer fra børne-tv (Dr. Femmer, mm.) til en lang række succesfulde shows med Jesper Klein, julekalender (Nissebanden), tv-dramatik, film, osv., osv.
CAUSERI SPINDOCTOR STAND UP er titlen. Varighed 2 x60 minutter for fuld fart. men kan beskæres om ønsket.
NB: Flemming Jensen tager også ud som foredragsholder – kontakt os for uddybende information.
Biografi
Den korte:
– Debut i 1979.
* Utallige revyer gang på gang og hvor som helst fra Hjørring til Tivoli.
* Hovedroller bl. a. i forestillingerne ‘Play It Again, Sam’, ‘Harvey’, ‘Corpses’ samt i TV-teatrets prisbelønnede Morten Arnfred/Kløvedal Reich produktion ‘Liget i Lyskassen’.
* 2 banebrydende forestillinger med Prags ‘Black Light Theatre’.
* opfandt sammen med Søren Østergaard en dansk version af ny-cirkus i 3 år med ‘Østergaard & Jensen?s Store Hundeshow’.
* ‘Gjøngehøvdingen’, ‘Jorden Rundt i 80 dage’ og “Ti Mord på To Mand” som 2-mandsteater sammen med Jesper Klein.
* Utallige TV-shows som f. eks. ‘Jensen tonajt’ i flere omgange og en masse andet TV-fjas.
* Forfatter til – og skuespiller i TV-serierne ‘Nissebanden’, ‘Nissebanden i Grønland’ og ‘Nissernes Ø’
* Forfatter til romanen ‘ímaqa’ – og en række novelle- og essaysamlinger. Har skrevet musicals og forestillinger.
* Adskillige oversættelser.
* og sammen med John Stefan Olsen skrev han hele DR-TV-drama-serien ‘Nørre Bronx’.
* The Charlie Rivel Award i år 2000.
Den lange:
Hvad har Jensen rendt og rodet med indtil nu?
I en række vilde år boede Jensen i en lille bygd i Nordgrønland, hvor han var den lille bygds eneste lærer. Han havde anskaffet sig 21 hunde og en hundeslæde ?. Og så gav resten sig selv. I disse år tog han af sted med de grønlandske fangere på den store isfjord ved bræen og gennem slugter og kløfter i bjergene. Der blev fanget og skudt sæl, rype, måge og andet festligt – og op gennem hullet i den tykke is blev der dagligt trukket enorme hellefisk, havkat, hajens kone – ja, endog hajen selv.
Al denne livets meningsfuldhed kunne ikke fortsætte -så i 1979 debuterede Flemming Jensen som skuespiller i Rottefælden. Han ‘slog igennem’, havde det pragtfuldt – og kun lejlighedsvist savnede han havkattene.
Så fulgte engagementer inden for det nye erhverv i eksplosivt tempo og i 1982 startede en revyepoke i den ellers upåagtede lille sjællandske by Mogenstrup. Med skiftende medspillere skabtes den ene revysucces efter den anden.
Samtidig involveredes han i årtiets anden helt store revysucces – Hjørringrevyen. Det blev til et tæt samarbejde – hvor han nogle år instruerede den ene revy og spillede i den anden. Det var rigtigt gode år for SAS!
Samtidig startede så Jensens andet ny fag: Han blev forfatter. Og i 80’erne sprøjtede det fra ham. År efter år skrev han hele Mogenstruprevyen og den halve Hjørringrevy.
På forfattersiden var han også med til at skabe de store Pallesen Pilmark Shows og de gentagne udgaver af Dansk Naturgas. Ind imellem blev der så tid til at kaste sig over den anden store legeplads: TV.Som så mange andre trådte han sine mediebørnesko i B&U – DR’s Børne- og ungdomsafdeling, hvor han gennem nogle års faste ugentlige udsendelser blev kendt som den forvirrede, men opfindsomme Dr. Femmer. Når Jensen nu ser gamle klip fra den periode, er han ikke helt fri for at synes, at han selv er voldsomt irriterende.
Det blev til to TV-julekalendere, der nu hører til blandt klassikerne: ‘Nissebanden’ og ‘Nissebanden i Grønland’. Jensen skrev manuskriptet til dem begge og spillede selv rollen som den knapt så radmagre nisse, Lunte.
Med underholdningsudsendelserne ‘Jensen-tonajt’, der kom i bølger af forskellig størrelse og art – fra Tivolis Slukefter til Cirkusbygningens megashows – fandt Jensen måske sin rette hylde. Her udnyttede han, at han jo sådan set er ‘en blandet landhandel’. Udsendelserne var båret af stor musikalitet, af improvisation, evnen til at interviewe kontroversielle mennesker med en utraditionel indfaldsvinkel, gode venner og kolleger blev udsat for ustyrlige practical jokes, mens de optrådte, monologer og musikalske originaliteter føg over scenen – og hele tiden var der mening bag galskaben.Dette sidste er blevet Jensens særkende: at kombinere den rablende, livsglade humor med substans. At det handler om noget! Den klukkende latter skal være vedkommende. Og det bli’r den så.
Det er blevet til en masse andet TV – store nytårsshows, de årlige Julehilsener til Grønland (det manglede bare andet), gang på gang samarbejde med folk som Per Pallesen, Jesper Klein, Claus Ryskjær – ja selv Bille August har været Jensens makker!
Senere kom så 2 TV-serier med titlen ‘Jensen Rejser’, hvor FJ benyttede sin evne til at kombinere det underholdende med det oplysende. Hvor vi kan more os – og samtidig godt kan se, hvad vi morer os over. Noget, der efterhånden er blevet lidt af en sjældenhed.
I TV-teateret fik Jensen nok engang en slags dramatisk gennembrud i Morten Arnfreds og Ebbe Reichs prisbelønnede politiske TV-spil Liget i Lyskassen.
På scenen gik det så videre med diverse revyer. Ikke mindst Tivolirevyen, hvor han igen både skrev langt det meste, medvirkede og instruerede. Han endte også med at være kunstnerisk leder for Tivolirevyen.
Jensen har hele tiden søgt nye veje – aldrig lænet sig tilbage. Som den første herhjemme skabte han noget så mærkeligt som en kombination af den gode, gamle danske revytradition og den spændende tjekkiske tradition for ‘Black Light Theatre’. Forestillingerne blev skabt i Prag sammen med dygtige tjekkiske skuespillere og overført til scenerne i Ålborg og Bellevue Teatret ved København. Resultatet blev en hidtil uset blanding af humor og poesi – farvestrålende vid.
På Sørup Herregård, hvor så mange andre har sat deres mærke – Kirsten & Søs, Thomas Eje, Klyderne etc. – blev der på den lille midtsjællandske scene igen eksperimenteret: Et for en lille revy uhørt stort orkester bestående af vore fremmeste jazzmusikere – Kirsten Siggaard som makker – tre velsyngende unge piger, der ikke kun var med som staffage – og en stabel vedkommende tekster, der ligeud sagde tingene, som de ikke var.
Der var igen skabt noget nyt. Folk kan sommetider godt være lidt forvirrede over Jensen. Det skulle nødigt høre op.
Det største eksperiment var nok ‘Østergaard & Jensens Store Hundeshow’ – en stort anlagt kærlighedserklæring til cirkustraditionen. Sammen med kollegaen Søren Østergaard satsede han hus og hjem, og det blev til den største nyskabelse inden for den folkelige underholdning i mange, mange år. Den kunstneriske succes var tårnhøj og der spilledes for fulde huse landet rundt to år i træk. Det tredjeår skulle det internationale slag så slås og efter at været blevet rost til skyerne i den tyske presse, brød det hele økonomisk sammen i en dramatisk blanding af mafia, international svindel og tysk kriminalitet.
Igennem alle årene løb ind imellem et samarbejde med Jesper Klein. Ud over diverse TV-satire-serier blev det til de kultagtige forestillinger ‘Gøngehøvdingen’, der i et rekordstort antal forestillinger år efter år raserede de danske scener med vanvid, lynomklædning og det rene, uforfalskede sludder. – Linjen blev fulgt på Bellevue Teateret – og derefter på turné til stort set samtlige landets scener – med den endnu mere tumultariske udgave af ‘Jorden Rundt på 80 Dage’, hvor de to herrer tilsammen spillede 51 roller – og dermed vandt sig en plads i Guiness Rekordbog.I denne sommer har de så som de første spillet en sommerforestilling i Musikhuset i Århus – ‘Jensen & Klein i Bad – erotisk cabaret’.
Der var ikke et sæde tørt.Linjen fortsatte på Bellevue Teatret i foråret 2002 med krimifarcen ‘TI MORD PÅ TO MAND’ – aldeles frit efter Agathe Christie’s London-longrunner ‘The Mousetrap’. Almindeligt teater er det blevet til gennem årene. Som noget af det mest markante bør vel nævnes den berømte hovedrolle i ‘Harvey’, storspil i Woody Allens ‘Play it Again, Sam’ – ‘Mig og Bogart’ – dobbeltrollen som tvillingebrødrene i den engelske Shakespeare-parafrase ‘Corpses’ – og et utal af andre roller.
Jensen går altså glad og nynnende ind og ud af forskellige samarbejder – men er hele tiden først og fremmest sin egen.
Kontakt os meget gerne for yderligere information om Flemming Jensen og hans show – og/eller hans foredrag.