De Gyldne Løver

Det hører til sjældenhederne, at et folkemusikband som De Gyldne Løver stadig spiller 35 år efter, det blev startet.

Endnu sjældnere er det, at det har spillet alle 35 år uden afbrydelser og endda – bortset fra de første to år – med den samme besætning. ( Nå ja, “årsungen” Ib Buchholtz – orkestrets “nye” medlem – har kun været med de sidste 15 år.)

Ikke desto mindre er det tilfældet med det band, som Thøger Olesen midt i 70’erne så rammende kaldte “de skinbarlige musikalske landsknægte”, nemlig folkemusikbandet De Gyldne Løver.

Publikum er blevet gamle sammen med Løverne. Der er “gråt guld” på begge sider af scenekanten, men det gamle publikum har taget deres nu 20/30-årige børn med, ja selv børnebørnene – på eget ansvar – forstås! Og alle sammen kan de mange af sangene udenad – nogle gange også snakken mellem numrene, som stadigvæk er en væsentlig ingrediens i enhver optræden. Vittighederne og kommentarerne er skarpe og lige til kanten – ofte serveret med ægte vendelbo-underdrivelse. Og publikum forlanger dem, selvom de måske har hørt dem mange gange før. De hører med i showet.

Men sangene er og bliver Løvernes kendemærke. En aften med De Gyldne Løver er stadigvæk en aften med løvebrøl for fuld skrue. Der er stadig masser af energi og smittende livsglæde over Løvernes (meget professionelle) optræden.

Det er også altid en aften, hvor orkestret ikke slipper for de gamle syng-med-sange fra først i karrieren: Hjemmebrænderiet, Jeg er ikke som de andre, Ved Haw’et, og hvad de nu alle sammen hedder. I vore dage er det også en aften, hvor Løvernes optagethed af den irske folkemusiktradition med de stille ballader, kærlighedssangene eller sange med politiske undertoner skinner igennem. Man må gerne være sentimental og romantisk, når bare det er ærligt ment. Og det er det!
Ser man på Løvernes relativ store produktion gennem årene, kan man ved selvsyn/selvlyt konstatere, at disse sange altid har været der. I de senere år er de blevet mere synlige/hørlige i det repertoire, som Løverne rejser land og rige rundt med – et repertoire, som til stadighed forandres. De gamle numre skal være der under en koncert, men nye kommer hele tiden til.

Begrebet folkelighed er svært at definere, men De Gyldne Løver er stadigvæk et af de fornemste bud på en definition af ægte, uforfalsket folkelighed. De benytter sig godt nok af musikalske lån, men de er samtidig i deres udtryk umiskendeligt ægte og helt sig selv. Løvernes jagtmarker har igennem de 35 år været så forskellige steder som de små intime caféer og forsamlingshuse til kæmpehallerne og festivalerne over hele landet, men også i Grønland, Irland, Algeriet og Uganda har mennesker af alle aldre og farver oplevet Løverne live – en oplevelse som de færreste glemmer lige med det samme.

Anekdoter om Løverne og deres musikalske hærgen i snart enhver krog af landet (og udlandet – se ovenfor) er utallige, og ikke alle egner sig for en bredere kreds. Men kedelige har de aldrig været. Som Niels Hausgaard bl.a. udtrykker det i noterne til en af Løvernes mange plader gennem årene: ?…. store stærke mænd er ofte løbet grædende bort fra De Gyldne Løvers bord. Har man en lun sommeraften i skæret fra solens sidste stråler oplevet at sidde med Løverne over en kølig læskedrik og lytte til særdeles detaljerede beretninger om mange års rejser i ind- og udland, da får man den underlige følelse af, at vanviddet lurer lige om hjørnet ??….”

– Vi lader den lige stå et øjeblik!

De Gyldne Løver er stadigvæk:
Carsten Holst – guitar, vokal, – som med meget oprejst pande forsøger at holde en smule styr på tropperne.
Jens Bjørn-Hansen – div. banjoer, mandolin – engang imellem også bouzouki, guitar og trommer, vokal – en gråsprængt klippe med en stemme modnet af bjesk og Guinness.
Jens Memphis div. fløjter, tinwhistle, under særlige omstændigheder lommetrompet, bombarde og sækkepibe (men ikke mere violin), vokal – som regel iført hat, øl, håndrullet smøg – samt en guddommelig fløjte.
Kalle Jørgensen – elbas, tuba, undertiden basun og havetraktor, vokal – alderspræsident og stadig damernes ven med det der bestemte blik i øjnene…!
Ib Buchholtz – harmonika, keyboard, vokal (endnu kun få stavelser, men vent bare!) – med en overflod af musikalitet (og vitalitet, specielt i benarbejdet!) i sit spil.