|

MADS BRYNNUM
Mads Brynnum er en intelligent, underfundig og ikke mindst meget morsom mand, der ikke viger tilbage fra at beskæftige sig med sprængfarlige og kontroversielle emner som overskæg og julesange.
Men hans intelligente og underspillede show handler også om mere traditionelle ting som terror, verdens skabelse og mænd i shorts!
Mads Brynnum debuterede på Kulkaféen i 2002, og har siden med stor succes underholdt på diverse stand up-scener til stor glæde for publikum og ditto ærgrelse for hans forældre, der gerne så ham "blive færdig med sin uddannelse".
For Mads er ord som "brilleabe" og "Studentikos" komplimenter, og hans nærmest nørdede tilgang til tilværelsen giver ham en unik stil. Han ser verden på sin helt egen måde, og deler den hellere end gerne med publikum på overraskende og suverænt morsomme måder. Det har medført en 1. plads ved DM i stand-up, en finaleplads i første sæson af Comedy Fight Club samt en tjans som tekstforfatter hos Morgenhyrderne på Radio 100FM. Og så kan Mads Brynnum også høres i sit eget på program, Lørdagskartellet, på samme program.
Mads har desuden skrevet og lagt stemme til det animerede "Sven og Bat Show" på Nickelodeon Nordic og "Barracuda" på DR, han har medvirket i Comedy Fight Club på Zulu, og så har han sammen med tre andre komikere udgivet en cd med stand up-showet "Dø af grin".
|