|

Den 12. december 2005 kunne Big Fat Snake fejre sit 15-års jubilæum. Og selv om 15 år i det store spil sjældent bliver markeret, har det været 15 uforlignelige år i den danske rockhistoire. Big Fat Snake kender med en landmålers præcision hver en krog af landet, og gruppen har da også for længst fået status som Danmarks mest turnerende band. Og ind imellem de mange turneer er det også blevet til et dusin albums, et ikke ubetragteligt antal soloplader samt diverse projekter.
Flidden er uhørt og succesen enorm. Ikke mindst fordi forholdet band vs. publikum er i sync. Gruppen leverer varen hver gang og svigter aldrig sine fans. Og hvem kommer ikke gerne tilbage til en god fest! Big Fat Snake er et festband, en levende jukebox og en sprudlende, turbodreven rockmaskine.
Og lige præcis ønsket om at skabe fest var intentionen hin decemberdag for 15 år siden, da fire venner gik i studiet for at indspille et demobånd. Båndet var tænkt som et visitkort til landets spillesteder, så musikerne kunne komme ud og skridte scenerne af, men pludselig lå ideen på bordet om at udsende det, og derved var fritidsorkestret Big Fat Snake - med navnet lånt fra Bob Dylans sang Wiggle Wiggle fra hans da helt nye album Under The Red Sky (1990) ? pludselig blevet et pladeband med debut-cd´en Big Fat Snake (1991).
Med respekt for traditionerne var repertoiret bluesbaseret rock´n´roll tilsat en sjat boogierock, som den lød i de amerikanske sydstater i starten af 1970´erne, og ingen var i tvivl om, at gruppen kendte sin rockhistorie som et andet dommerhold i verdens hårdeste musikquiz.
Ankermændene var dengang sangeren Anders Blichfeldt og guitaristen Peter Viskinde, som på samme tid også var medlem af Malurt, lige som han udgav plader som solist i eget navn. Bassisten hed Jakob Perbøll, og året efter stødte trommeslageren Jens Fredslund til, lige som Viskinde rekrutterede sin makker i Malurt, tangentspilleren Pete Repete, inden gruppen indspillede Born Lucky (1992).
Holdet var nu samlet, og de røde lamper uden for landets spillesteder blev hurtigt tændt. Historier om gruppens effektivitet på en scene var løbet i forvejen, og publikum strømmede til for at opleve dette uforfalskede favntag med rock´n´roll. Efter albummet Beautiful Thing (1994) neddroslede gruppen dens ur-tilgang til rocken, og albummet Midnight Mission (1995) blev lidt af et pladegennembrud for Big Fat Snake. Det skyldtes ikke mindst den fine ballade, No Peace Like In Heaven, som gjorde det godt over det ganske radioland. At den så var skrevet på blot otte minutter, gjorde ikke oplevelsen mindre, men bekræftede blot Big Fat Snakes status som et umiddelbart, "no-shit"-band med håndværket i orden. Blandt andet derfor blev gruppen snart kendt som "folkets rock´n´roll band" i Danmark, og det udløste en invitation til at komponere fodboldlandsholdets officielle slagsang til VM i England i 1996. Uden at fornærme nogen gjorde Big Boys In Red And White det markant bedre end landsholdets pauvre indsats i fodboldspillets moderland.
Samme år udgav gruppen Fight For Your Love (1996), hvorefter Jakob Perbøll blev erstattet af bassisten Asger Steenholdt, som første gang medvirkede på cd´en Flames (1997). Den solgte til guld på blot ti dage, og nu kunne den store tilstrømning til gruppens koncerter også aflæses i pladesalget. Det efterfølgende studiealbum (1998), blev således langet over disken mere end 80.000 gange, og den dobbelte opsamling, Recycled (1999), nåede et imponerende salgstal på den pæne side af 120.000 eksemplarer.
Ved indgangen til det nye årtusinde var Big Fat Snake et af landets populæreste rockbands, og efter cd´en Running Man (2000) udgav gruppen langt om længe dét livealbum, som den store fanskare havde efterspurgt i årevis. Live (2001) indfriede publikums forventninger, og ingen kunne anklage gruppen for falsk varebetegnelse for den let kække undertitel 17 Amazing Tracks. Samme år debuterede Anders Blichfeldt som solist med cd´en Uno (2001), hvor han havde skrevet det hele, han spillede det hele, og han havde selv produceret. Med andre ord: Et vaskeægte soloalbum. Og derved gjorde han Peter Viskinde selskab, som op igennem tiden havde udgivet adskillige plader i eget navn.
Året efter slap Big Fat Snake album nummer ti, Play It By Ear (2002), inden gruppen gav en spektakulær optræden på Værket i Randers i 2003. Flankeret af Elvis Presleys gamle backingband og kor, The TCB Band og The Sweet Inspirations og med gæsteoptræden af Sort Sols forsanger, Steen Jørgensen, havde Big Fat Snake skruet et imponerende flot sæt sammen af Elvis´ og Roy Orbison-hits samt en række fra egen skuffe. Koncerten blev både optaget og filmet og udkom på den kombinerede cd og dvd, One Night Of Sin (2003), til stor begejstring for både presse og publikum. Således investerede mere end 100.000 danskere i albummet.
I 2005 gjorde Big Fat Snake en slags status ved at samle de ti første album i en handy box med den passende titel, The Box. Med en udsalgspris på blot 250 kroner kunne alle være med til festen, og det blev en fest af dimensioner med mere end 26.000 deltagere. Så mange danskere fandt vej til landets pladebutikker, mens Big Fat Snake selv forinden søgte vestpå for at arbejde på et nyt album på Tobago i Caraibien. Resultatet af indspilningerne udkom på cd´en More Fire (2004), som cementerede gruppens langvarige succes.
Senest udkom Big Fat Snake's nyeste album, Between the Devil and the Big Blue Sea d. 3. februar 2006, som allerede inden udgivelsen var forudbestilt i så mange eksemplarer, at gruppen modtog platin på kulturminister Brian Mikkelsens kontor...
Mange har i tidens løb forsøgt at forklare Big Fat Snakes enorme succes, og selv om der sjældent findes ét entydigt svar på den slags spekulationer, kommer rockjournalisten Steffen Jungersen med et plausibelt bud i det essay, han skrev til den booklet, som fulgte med The Box: Big Fat Snake har til enhver tid holdt en trendfaktor som læderjakker i et veganer-kollektiv. De har såmænd "bare" været et tidløst kvalitetsorkester!.
15 år inde i karrieren kan det "tidløse kvalitetsorkester", Anders Blichfeldt, Peter Viskinde, Pete Repete, Jens Fredslund og Asger Steenholdt fejre, at de ikke blot er et af landets populæreste, de er også det band, som sælger flest koncertbilletter. Og yder dermed deres bidrag til festen. Big Fat Snake leverer glæde og oplevelser til befolkningen og er i sandhed "folkets rock´n´roll band".
Live - on stage - er Big Fat Snake

Asger J. Steenholdt (bas og kor) Jens Fredslund (trommer) Peter Viskinde (guitar og kor) Anders Blichfeldt (vokal og guitar)
Aktuelle albums:
Big Fat Snake: "What Is Left Is Right"
Big Fat Snake: "Between the Devil and the Big Blue Sea" (CMC, 2006)
Big Fat Snake: "The Box" (opsamling med ti albums) (CMC, 2005)
Anders Blichfeldt (og DRs Big Band): "Born To Be Blue" (CMC, 2005)
|