PROPAGANDA
- energiske Mick Øgendahl på vej med nyt one-man show Han optræder på Hotel Faaborg Fjord d. 2. marts 2010. Køb billetter her

Det er en af Danmarks absolut største komikere, der drager på turné, når Mick Øgendahl i 2010 er klar med et nyt one-man show. Showet har fået titlen Propaganda og har premiere i Odense d. 3. februar. Herefter rejser Øgendahl landet tyndt med Propaganda indtil d. 8. maj. Mick Øgendahl har tidligere haft stor succes med sine foreløbig tre one-man shows: Micktrix (2003), Tåfræser (2004) og UNDSKYLD! (2006). Til det seneste show blev der solgt hele 35.000 billetter, og de røde lamper lyste udsolgt de fleste steder.
Netop nu er Øgendahl ved at skabe Propaganda. Det er for tidligt at løfte sløret for, hvad der konkret venter publikum. Øgendahl siger: Showet ændrer konstant form lige i øjeblikket. En spændende proces, som dog giver mange overvejelser og urolig søvn. Men den altoverskyggende glæde ved at tage ud og prøve showet i små bidder er i den grad intakt. Og den vigtigste faktor er, at det er glæden og begejstringen, der driver processen. Nerverne og præstationsangsten kommer heldigvis først senere i processen… Men de kommer!
36-årige Mick Øgendahl har siden sin stand-up-debut i 1993 markeret sig som en af landets mest originale komikere. Man kan kalde Mick Øgendahl en moderne klovn: Hvor stand-up typisk har vægt på det talte ord, forener Øgendahl sine jokes med en meget fysisk optræden, hvor både hans 1,69 meter høje ranglede krop og hans gummiagtige fjæs er i spil.
Også som skuespiller og manuskriptforfatter har Mick Øgendahl stor succes. Til TV 2 Zulu lavede han sammen med Rune Klan programmerne Tak for i aften og Tak for i aften on Tour, som gav TV-kanalen nogle af de højeste seertal i dens levetid. Sammen med Linda P. har Øgendahl skabt en ny sitcom, Hvor fanden er Herning?, der netop nu kan ses på TV 2 Zulu. Og så har han sat sit personlige præg på en række satireserier, heriblandt Intermezzo (1999), Gintberg Show Off (2000), Vindhætterne (2002) og Monberg & Tuxen (2004).
Indenfor spillefilm markerer Øgendahl sig ligeledes. Hans og Rasmus Heides komedie Blå mænd blev den mest sete komedie i danske biografer i 2008, da intet mindre end 450.000 biografgængere gik gennem tælleapparaterne. Efterfølgende blev Øgendahl nomineret til en Robert for Årets Bedste Mandlige Birolle som skraldemanden Dion Drejer i filmen. Netop nu kan man opleve Mick Øgendahl i en større rolle i den biografaktuelle film , Julefrokosten, og tidligere har han lagt stemme til zebraen Marty i animationsfilmen Madagascar (2005) og til en af pungrotterne i Ice Age-filmene.
Se Micks præsentation af showet: www.mickogendahl.dk
Billetsalget til Propaganda på Hotel Faaborg Fjord, d. 2. marts 2010, er i gang: www.elmerdahlshoppen.dk
Pris: Kr. 295,- + gebyr. |