Hulken-McMountain er en både sælsom og velspillende duo. Tag nu bare Hulken – ganske lille og bred og med ben som en shetlandsk pony. Prøv aldrig at tæmme dyret, du bliver smidt af. Hulken er også et
menneske med hypnotisk kraft, som fra scenen tillader sig at misbruge alle tilnærmelige kvinder, når først deres mænd er bragt i koma. Hulken må
beskrives som en udpræget landlig type, opvokset som han er på slægtsgården Sumpagergård i udkanten af Faaborg.

Og så er der McMountain – smuk som en græsk gud og duoens flagstang på mindst to meter, uanset om han flager på halv eller hel. På en særlig
heldig aften kan publikum opleve hans gribende danseudgave af den irske River-Svans til tonerne af Danny Boy. Men det sker efterhånden
sjældent. McMountain giver kun det nummer, når han er absolut ædru.

En koncert med Hulken-McMountain virker akkurat så spændende, som navnet måske antyder. Repertoiret er inspireret af det skotske højland og
de irske dale - tilsat adskillige stænk country and western, en dosis blues samt en stiv whisky.

Men det hænder også, at de to faaborgensere
glemmer sig selv og synger det sydfynske hjemlands vemodige sange om forfald, deroute, dårlig ånde og tømmermænd.
Duoen er fast gæst ved den årlige folkemusikfestival i Tønder, hvis allerældste gæster, der stadig har tænderne i behold, fortsat erindrer Hulken-McMountain fra duoens minde- og traditionsrige optrædener i campingpladsens vasketelt – foran et talstærkt og tandbørstende publikum.

Men også Stribfestivalen i de kolde vintermåneder har tilladt duoen at give koncerter på Caféscenen. Aldrig blev barens omsætning større. Men
publikum har med tiden lært at værdsætte Hulken-McMountains besynderlige varianter af de store mestres numre – vi nævner i flæng Great Big Sea, Brandos, Van Morrison samt guitarekvilibristen Søren Bøje. Og så har drengene faktisk selv skruet et par hits eller tre sammen.

Allermest imponerer Hulken-McMountain måske i det vokale arbejde. Ved flere lejligheder synger de næsten samtidig. Stemmerne er rå,
tostemmige, melankolske og rockende – alt efter sindsstemning og den øjeblikkelige helbredstilstand.

Ud over guitaren medbringer Hulken – ham den lille brede – næsten altid sin hustru, der klogelig vogter hvert af hans skridt. Til gengæld slæber hun
trofast af sted med mandens arsenal af instrumenter, for eksempel talrige fløjter og mundharper, mandolin, ukulele og måske Hulkens elektroniske
sækkepibe, hvis månen står i den position.

McMountain klarer de musikalske arrangementer, spiller guitar og synger en del. Mere kan han ikke overkomme og er heller aldrig blevet opfordret
til det. Af og til fører han musikerbilen hjem.

Hulken og McMountain har spillet sammen i femten år og i perioder nærmest nydt kult-status som husorkester på det legendariske Faaborg-værtshus ”Tre Kroner” – især sidst på måneden. Men de musikalske herrer rejser gerne langt ud af byen og forlyster sig på fremmede scener, ikke mindst fordi stadig flere karantæner begrænser dem i det lokale virkefelt.